Fjellerad

Fjellerad er landsbyen hvor bondehøjskolen lå, bygningerne findes stadig i byen. Det vi i dag kalder højskolen, er i virkeligheden elevbygninger. Højskolen er den gård der ligger lige efter bydammen, når man kommer nordfra og kører ind i byen.

Arndrup

Arkivbesøg

Højskolen

Gammelt sagn

Bazartidende

Arndrup

Henrik Møller, som var lærer i Haals i mange år, var også en historisk interesseret skribent. Han har bidraget med mange artikler i årbogen: Fra Himmerland og Kjær herred og mange andre ting. Han havde, som det kunne ses i sidste nr. af bladet, også en stor interesse i hønseavl. Han skrev denne artikel til Aalborg Amtstidendes søndagstillæg den 19.8.1951:  

Fra det pesthærgede Arndrup til nutidens Fjellerad .

Landsbyen Fjellerad, kendt af vejfarende for det bratte sving ved bydammen, det farlige sving i amtsvejen gennem byen – mange bilister i sørgelig erindring – ligger omtrent på toppen af de mægtige markskråninger ned mod Lindenborg-ådalen med Lindenborgs røde tage tittende op over træerne syd for åen.  

Byen ligner ikke vore gamle landsbyer – som for eksempel Haals og Volsted.  Alene dens beliggenhed fortæller os, at den ikke er en oldtidsbebyggelse. Også den fritliggende plads ca. 60 meter over havet fortæller det samme.  

Stednavneforskerne mener, at Fjellerad hører til de nyere navne af bebyggelser, sandsynligvis også af andre grunde, hvad jeg senere skal søge at påvise.  

De ældste kendte navneformer er Fielroff 1445, Fjelrø 1446 og Fielrouff 1664, som frister til at tyde endelsen som –høj. Ifølge stednavneforskerne må tydningen dog være en anden. Første led er fel, fjel = vadested, der svarer til oldnordisk ferill og bliver ved navneudviklingen tilsvarende med til eksempel Feldballe i Djursland. Efterleddet menes at være rav, lig hæld, oldnordisk hrap Hvis denne antagelse er rigtig, kan der med god grunde henvises til overfartsstedet ved Lindenborg, ca. 2 km. syd for; det smalleste sted i Lindenborg-ådalen, kun få meter over havoverfladen.  

Fra den ældste historiske tid førte den først kendte færdselsåre til Aalborg over Haals bro, ca 2 km vest for amtsvejen gennem Lindenborg og Fjellerad. Denne rette adelsvej til Aalborg, som den hedder i gamle dokumenter, det vil sige alfarvej eller hovedvej, passerede tæt vest forbi en af de gamle torp-landsbver Arndrup eller Arndrup ca. 1½ km. Vest for Fjellerad. Denne landsby, af hvilken der kun er et par spredtliggende gårde tilbage, har sikkert haft den samme skæbne som så mange andre landsbyer i den sorte døds tid under Valdemar Atterdag, nemlig omkring 1350, da den sorte død rasede i landet. Mange landsbyer uddøde helt og lå øde hen i lang tid.

Et vandresagn fortæller, at da pesten havde raseret Arndrup, var de eneste overlevende en dreng og en pige. Da de opdagede, at de var de eneste levende tilbage i hele byen, tog de hinanden i hånden og gik op på den nærliggende høj Abhøj ved skellet mellem Haals og Fjellerad; den høj hvorpå Abe- eller Ebbe-runestenen i Gunderup kirkes våbenhus stod. Her satte de sig til at græde over tabet af deres slægt og byens skæbne.  

Efter at Lindenborg var bygget i 12-1300´erne, blev der færgefart over ådalen ved gården, og den første bro, en 22½ alen lang træbro byggedes 1753 af Lindenborgs daværende ejer grev Adam Gottlob Molkte. Efter gården opførelse benyttedes denne færgefart mere og mere og der dannedes nye vejspor ind mod Aalborg. De forendes med den gamle vej over Haals bro ved Sønder Tranders. Det er denne vej, der i nogen udrettet linie, blev amtsvej mellem Hadsund og Aalborg i 1872.  

Da man efter den sorte døds tid, efterhånden som folketallet steg genopbyggedes de uddøde landsbyer, blev Arndrup genopbygget ved den ny færdselsvej, men fik efter beliggenheden det nye navn Fielroff, der som før nævnt med flere overgangsformer er blevet til Fjellerad.  

Arndrupgård

Den uddøde landsbys navn er bevaret i Anders Rasmussens gård Arndrupgård, der nu ejes af sønnen Rasmus Rasmussen(1951). Stedets oprindelige navn er Arndrupsted eller Arndruphuse og ligger lidt nordvest for den gamle Arndrup-landsby, hvorfra der har været minder i mands minde, nemlig en gammel smedie.  

Den mest historiske ejendom er Fjelleradgård, der nu ejes af kr. Dahl og den har været i slægtens eje i flere generationer. Omkring 1800 ejedes den af en birkedommer Nissen, senere blev den arvefæstegård under Lindenborg. For øvrigt har hele Fjellerad ligesom næsten alle egnens landsbyer tidligere hørt under Lindenborg. Den største gård i byen er Vestermarksgård, hvis ejer er Chr. Knudsen og hvis far også ejede gården. Her er der for nylig opdaget mergellejer. Den går, der længst har været i slægtens eje er Brandemarksgård, der ejes af Gerlev Larsen. Nævnes skal også den smukke gård Annasminde tilhørende Lars Chr. Larsen. 1 km. Øst for byen ligger den så højt, at man herfra har det skønneste udsyn over et stort og ægte himmerlandsk landskab med Vendsyssel og Kattegat i det fjerne.  

1786 fik Fjellerad sin første skole og bygherren var lensgreve på Lindenborg Ernst Heinrich Schimmelmann, der blev statsminister. Han var en sjælden personlighed og gjorde meget for godsets bønder. Omkring 1786 oprettede han 8 skoler i nogle af godsets landsbyer, de såkaldte Schimmelmannnske skoler og Fjellerad fik altså sin. Alt, også lærerlønnen udrededes fra godset.

I 1858 flyttedes skolen til Haals, der da blev skole for Haals, Flamsted og en del af Fjellerad.

1891 fik byen sin egen nuværende skole og efterhånden som byen er vokset til, er der nu planer om at bygge en ny skole til dels for de nævnte byer. 

 

Ernst Heinrich Schimmelmann

Fra 1867 til efter århundredeskiftet havde Fjellerad folkehøjskole. Grundlæggeren var den kendte vendelbo Thomas Bjørnbak, hvis mindesmærke står i vejsvinget lige overfor den gamle højskole, hvis hovedbygning nu er lade i Søren Buus` gård.  

Fjellerad er en venlig og opblomstrende by med en idyllisk bydam med svaner og vildænder.  Og den har i mange år haft læge og dyrlæge, mejeri og bryggeri, foruden håndværkere og forretninger af enhver art. Her er også Gunderup-Nøvling kommunes kæmnerkontor og sygekassekontor.

 Og så skal sidst berettes om en driftig husmand i Fjellerad omkring 1790, et eksempel der viser, at byen også for halvandet hundrede år siden havde flittige indbyggere.  

I Lindenborg godsarkiv findes blandt andet en omfattende interessant brevveksling mellem den foran nævnte statsminister greve Ernst Heinrich Schimmelmann, der jo var optaget af sit høje embede i København og hans trofaste inspektør Niels Andkier, der var i grevens tjeneste på Lindenborg i 41 år.  

Et af disse breve, der vedrører en virksom husmand i Fjellerad Just Pedersen gengives her. Det taler for sig selv og viser Andkier og grevens gode hjerte for godsets bønder.  

Lindenborg

”En fortrinsvis virksom husmand i Fjellerad, Just Pedersen, der nærer sig af skomagerhåndværket, som for en 3 års tid siden blev anvist nogle ganske uduelige sandbanker af byens gadejord, som han med utrolig arbejde og bekostning har dannet til et godt og meget frugtbindende stykke jord, indhegnet det rundt omkring med et velsat stendige, hvorfor allerede det kongelige landhusholdningsselskab har belønnet hans flid med en præmie på 12 rigsdaler og har siden beplantet det med de såkaldte tyske pile, der allerede står i en herlig vækst og hvorfor han atter kan gøre sig et velbegrundet håb om præmie. Denne mand der desuden har denne fortrinlige egenskab, at han har vidst at danne brave børn for efterverdenen, af hvilken en søn er skoleholder i Blendstrup (Peder Justesen) en anden har han i Aalborg ladet lære skomagerprofessionen og tillige til egen fornødenhed at garve læder; det tredje barn, en datter, er hjemme og går til hånde i hans mere end almindelige vindskibelighed. Denne mand, for at se hans tre børn tidl ig gift og i næringsveje før han, som ellers er af svageligt helbred, skulle forlade verden, kom og anmodede mig om at få et par tønder hartkorn med tilliggende jordsmon af ovennævnte gård, hvorunder jeg straks bemærkede dette formål, at hans anden søn skulle have hans i Fjellerad vel indrettede hus tillige med det af ham vel dyrkede og indhegnede lille stykke gadejord og af det sidst forlangte jord ville hand endnu, om han levede nogen tid, indrette et sted for sin datter og siden hos hende nyde en rolig alderdom”

 --Selvfølgelig gik det i orden; ja, Just Pedersen fik endog 4 tønder hartkorn.

 Kilde: Aalborg Amtstidendes søndagstillæg, den 19.8.1951 

P å Arkivbesøg

Den 18. april drog, Norma, Elsebeth, Lone og Niels Aage af sted til Viborg for at aflægge et besøg på landsarkivet. Norma, for at lave nogle undersøgelser for en australier, som har forfædre som er født i sognet. Elsebeth og Lone for at slægtsforske. Niels Aage, for at se om han kun finde lidt om Arndrup. Og det må vi sige lykkedes for ham.

Arndrup kom i hans familie besiddelse i 1866, hvor hans Oldefar, Rasmus Møller Andersen, overtog fæstet af gården som hørte under Lindenborg. Det viste sig at være lidt af en opgave, idet fæsteprotokollen for Lindenborg gods kun gik til 1822. I stedet fandt vi frem til en brandforsikringsprotokol. Det var med spænding Niels Aage gik i gang med at kigge den igennem – for selvom gården har et navn, er det ikke ofte de navne går igen i de officielle protokoller – så det kunne vise sig at være en meget vanskelig opgave.

Heldigvis viste det sig at Ahrendruphuus var nævnt, og i løbet af dagen dukkede fire tidligere beboere op:

I 1822 nævnes en Mads Nielsen. Mellem 1822 og 1840 nævnes en Peder Jensen. I 1840 Nævnes en Christen Frederiksen. Ahrendruphuus brændte i 1845 og den 1. april 1846 kunne vi se at det var en Jens Larsen som overtog Arndrup.

I 1866 overtog Niels Aages oldefar, Rasmus Møller Andersen, fæstet på gården, som siden har været i slægten eje.

Arndrup var i tidsrummet 1822 til 1858 forsikret mod brand for 160 rigsdaler. Til sammenligning fandt Niels Aage frem til at Lindenborg Hovedgård i 1863 var forsikret for 127.260 rigsdaler og i 1876 var Lindenborg forsikret for 150.780 rigsdaler – gad vide om det havde været nok til at genopbygge Lindenborg hvis det var brændt ned??? 

Her er lidt mulighed for sammenligning:

Arndrup                           1822-1858                 160 rigsdaler

-

Lindenborg                      1863             127.260 rigsdaler

Lindenborg                      1876             150.780 rigsdaler

-

Gudumlund Hovedgård  1873              21.336 rigsdaler

Gravlev kirke                   1878              33.560 Kroner

Nøvling kirke                   1878              19.470 kroner

Svenstrup kirke              1878              20.550 kroner

Gunderup kirke               1878              62.950 kroner  

Højskolen i Fjellerad

Grundlæggelse af Fjellerads bondehøjskole

Efter i flere år at have følt der var behov for en skole for konfirmerede landmandssønner i Aalborg amt, besluttede gårdejer og møller Jens Peter Petersen fra Oppelstrup i 1866 at sætte skred i tingene. Han bad tre kolleger, gårdejer Jens Chr. Christensen og Jørgen Chr. Christensen, begge fra Lundby, samt kroejer Jens Chr. Nielsen fra Sønder Tranders, om at indfinde sig til orienterende møde med egnens øvrige interesserede, om en eventuel oprettelse af en skole. Mødet fandt sted den 11. august 1866, og det blev vedtaget, at Fjellerad Bondehøjskole skulle oprettes. Den politiske bevægelse, Bondevennerne (udelukkende venstrefolk), hjalp og støttede initiativtagerne med råd og vejledning og banede vejen gennem bureaukratiet og var derfor en værdifuld hjælp. Ideen til det økonomiske grundlag for oprettelsen og driften af skolen blev, som til så mange af de andre højskoler finansieret via aktietegning.

Aktiernes størrelse var på 10 rigsdaler og blev solgt i hele Østhimmerland, men dog mest i Fjellerad og omegn. Det samlede beløb ved aktietegningen blev på ca. 4.500 rigsdalere. Skolen kunne nu gå i gang med undervisningen. Den 1. november 1866 startede Thomas Bjørnbak med 36 elever i lejede lokaler. I løbet af det følgende år fik bestyrelsen købt en byggegrund og bygget en ny forstanderbolig. Der blev ligeledes bygget en stor skole bygning med skolestue, bibliotek og lejligheder til lærerne. Eleverne fik en elevbolig. Bygningerne blev bygget så solidt, at de står den dag i dag.

Under opførelse af bygningerne viste omegnens beboere stor interesse for sagen ved frivilligt og ulønnet at hjælpe til, hvor de kunne, blandt andet med transport af det tunge byggemateriale. Egnenes kvinder skænkede den færdige skole et skoleorgel (til en værdi af 150 rigsdaler), der lød første gang ved den nye skoles indvielse den 29. oktober 1867. 

Thomas Bjørnbak døde i 1889 - 
Aalborg Amtstidende 21. november 1889.
Fhv. Højskole forstander Thomas Bjørnbak er i Morges tidlig af gået ved Døden. Endnu igaar var han ganske rask. Han var som sædvanlig på ”Stifstidendes” Kontor og arbejdede, og befandt sig den hele Dag vel. Henad Morgenstunden fik han et Ildebefindende og i løbet af 1 time var han død.

Han blev 71 Aar gammel ”Gamle Bjørnbak” kaldte de ham. Alle kendte ham, denne lille, stærke, undersætsige Skikkelse, det brede, firskaarne Ansigt, de smaa, kloge og skælmske øjne

Thomas Bjørnbak var Broder til den endnu mere bekendte Lars Bjørnbak, Forstander for Viby Højskole og Grundlæggeren af ”Aalborg Amtstidende”. De stammer fra Vendsyssel, Sønner af en Vendelbo lærer. Godt begavede, godt oplærte og kraftfulde gik de begge ud fra Hjemmet med en Sejg medfødt instinktmæssig Tro paa den danske Almues sunde fornuft og Udviklingsevne, og med en desværre berettiget Mistillid til Embedsmandsstyrelsen her i Landet.

De var praktiske Folk, begge to. De brød sig lidet om taagede Teorier og almindelige Talemaader, de havde et Aabent Øje for Livets virkelige Gavn, for de reelle Forhold, hvorunder Befolkningen lever, og for det, der skulde til for at bøde paa disses Slethed.

Lars Bjørnbak havde to ord, som han med særlig Forkærlighed brugte i sine Foredrag, og man paa en Maade kunde kalde hans Valgsprog. Det ene var: ”Ret for alle og Uret for ingen”. Det andet var: Kundskab er magt, Uvidenhed er Trældom. De to sætninger kunde man ogsaa sætte som Motto for Th. Bjørnbaks Virksomhed. For ca. 15 aar siden stod da ogsaa disse to Brødre som de to – Bærere af en selvstændig Politik der gjorde Front med Grundtvigs Disciple.

I Kampen til disse to Sider var Lars Føreren. Han gik lige paa, og hvor der var Hindringer, der slog han sig igennem dem – aandeligt talt. Det gjorde Thomas Bjørnbak ikke. Og den, der ikke gør det, bærer ingen Marskalstav i sin Tornyster. Han kan udrette meget, og han kan vise flere Evner som en mangen en Marskal, men han bliver ikke den forreste. Dertil hører det bryske Mod, som Broderen var i Besiddelse af.

Thomas Bjørnbak var, da han første Gang traadte frem i offentligheden, forstander for Smidstrup Højskole i Vendsyssel; da han forlod den, grundlagde han Fjellerad højere Folkeskole, som nu ledes af hans Søn. Han viste sig under hele sin Skolevirksomhed som en sjælden fremragende Lærer.

Efter han havde opgivet i Fjellerad, drog han til Aalborg, hvor han fik ansættelse ved ”Aalborg Stiftstidende”. Han var tillige Revisor ved Husmandskredskreditforeningen. 

Thomas Bjørnbak var ikke alene en begavet Mand; han var en virkelig Intelligens. Det var altid en Fornøjelse at slaa en Passiar med ”Gamle Bjørnbak”. Man fik ingen Dumheder, ingen Stupiditeter at høre fra den Kant, Klogskaben spillede ud af hans Øjne og lød fra af hans tale. For ”Stiftstidende” vil hans Død blive et tungt Tab. Skønt gammel var og blev han Bladets bedste Mand, den, der havde Anseelse og Indflydelse.

Skolen blev derefter ledet af hans søn P. K. Bjørnbak og derefter af Sergent A. Sivert. Skolen havde da haft sin storhedstid under Thomas Bjørnbak. Fjellerad højskole lukkede i 1808.

Lokalsamfundet

I en pensionistbolig i Gunderup hørte vi, hvad Niels Larsen og Rasmus Rasmussen på henholdsvis 104 og 88 år (1995 red.) kunne fortælle om lokalsamfundet. Med hensyn til byens forretningsliv, bestod det af mange småhandlende, smede og købmænd, sadelmager, bager, slagter osv. De handlende havde stor glæde af eleverne på højskolen. Endvidere kunne de fortælle, at højskolen også fungerede som en slags forsamlingshus/kulturhus. Afholdsbevægelsen afholdt mange møder der. Foredrag og politiske møder tiltrak også folk.

At der hed en Bondehøjskole havde i reglen ingen betydning. På de grundtvigianske højskoler var det poesien og romantikken, det tiltrak de unge, hvorimod det var de mere praktisk anvendelige kundskaber, der tiltrak den nøgterne bondebefolkning på den Bjørnbakske højskole.

Selv om det er karakteristisk for alle Bjørnbakske højskoler at de fik en forholdsvis kort levetid (kun Fjellerad højskole overlevede århundredeskiftet) var det ikke en forfejlet højskolepolitik. Idégrundlaget var først og fremmest en kundskabsskole. Man forsøgte på en meget rationel måde at give eleverne de flest mulige kundskaber og at lære den konfirmerede mandlige ungdom, uden hensyn til stand eller stilling, et større kundskabsmål, at vejlede den til gode husfædre, veloplyste statsborgere og dygtige landmænd.

Bøgerne var kun et nødvendigt hjælpemiddel for at støtte hukommelsen, alt hvad der lærtes blev anskueliggjort ved billeder, tegninger og eksperimenter. Der lagdes særlig vægt på kundskabsfag, landbrug og havebrugsundervisning. Størstedelen af eleverne var mellem 15 og 20 år (mens almueskolekundskaberne er i frisk erindring) Blandt dem har bondestander haft størst tilgang i sønner af sognefogeder, forhenværende sogneforstandere og sognerådsmedlemmer. Men nogle få elever har dog været sønner af forældre uden for bondestanden, så som større gårdforpagtere, herregårdsejere, skolelærer, præster og købstadsborgere.

Der undervistes 7 timer ugentlig fra november til februar, og 8 timer dagligt fra februar til maj og et års undervisning kostede 36 rigsdaler. Det viser sig dog at mindre formuende har fået nedslag i prisen. Nogle enkelte har af statstilskuddet fået penge til kost og logi.

Skolen aflagde offentlige prøver der ofte overværedes af hundredvis af mennesker man havde dog efter skoleloven valgt 3 sensorer til bedømmelse af prøverne.

En typisk prøve kunne være:
Hvad nytte koen bringer os? - De bedste kendetegn på en god ko?
Hesten, dens betydning, dens lyder og dens dyder? - Møddingsstedet og møddingsvandet? - Hvorledes bevare gødningen og dens værdi? - Dræningen og dens virkning? - Hvad er brak, hvilke fordele bringer den en landmand? - Træplantning og haveanlæg? - Om landmåling

Meningen var at eleverne uden undtagelse skulle vende tilbage til ploven, men nogle fik lyst, og viste anlæg for noget andet end landmandsstillingen, så selv om det ikke var skolens hensigt at uddanne skolelærere blev nogle det alligevel.

Hvis der ikke var elever nok til at give 3 lærere arbejde, ændrede man undervisningen, således at man uddannede vinterlærer.

Højskolen har øvet en dannende og civiliserende indflydelse, bondens læselyst voksede. En vigtig faktor i bøndernes udvikling politisk var dagbladene, flere og flere fik adgang til aviser.

Når højremændene kaldte højskolerne politiske opdragelsesanstalter, tilsigtede de blandt andet Fjellerad højskole, men en af de tidligere elever tog til genmæle, og udtalte at forstanderen nok talte om lovgivningens virksomhed, om statsborgerlige pligter og rettigheder og statsøkonomiske emner, men forholdene var jo den at eleverne kom venstresindede til skolen, og når de efter skoleopholdet trådte politisk frem, var det en påvirkning på skolen, og da politik hører med til livs og statsborgerlig dannelse kan skolen ikke ligges til last for dette.

Man ser at højskolemænd i årenes løb har været at finde i alle politiske partier og har ud fra forskellige synspunkter taget livlig del i drøftelsen af en lang række samfundsmæssige spørgsmål. De liberalt indstillede bønder kæmpede for frihandel. lav told og færrest mulige handelsrestriktioner ville styrke landbrugsimporten. Og eksporten af foderstoffer og handelsgødning ville blive billigere.

Godsejerne måtte efterhånden se sig slået af bøndernes gøren brug af deres politiske rettigheder, og skaffen sig gode kundskaber. Bønderne overtog efterhånden magten og bevarede længe en betydelig indflydelse.

En tidligere elev: Claus Johannsen som senere blev gift med Thomas Bjørnbaks datter blev formand for Gunderup – Nøvling sogneråd, senere valgt til amtsrådet. I 1872-73 var han kandidat for ”Det forenede venstre” i Aalborg kredsen. Folk der stod i spidsen for andelsmejerierne, kvægavlerforeningerne, indkøbs- og brugsforeningerne har besøgt højskolen. Da den store omlægning af landbrugsproduktionen fandt sted i 1880’erne var det gamle højskoleelever, der stor i spidsen dat det blev nødvendigt at finde nye veje.

Ud fra en annonce i Aalborg Amtstidende d. 15. januar 1892 ved vi at højskolen oprettede et sommerkursus for piger. Kurset forløb over 3 måneder, fra maj til slutningen af juli. Der blev undervist i de almindeligste højskolefag og håndgerning. Prisen var 10 kr. om måneden. Kost og logi fik de på skolen.

Fjellerad højskoles historie slutter omkring ca. 1908, hvor den flyttede til Gudumholm og blev til realskole. 

Artiklen er gengivet med tilladelse fra May Britt Hansen, tidligere arkivleder for Gunderup sogns lokalhistoriske arkiv.

Følgende brev er skrevet af en elev som havde ophold på højskolen: